Anmeldelse: ‘The Pale Blue Eye’

Æstetisk smuk detektivfilm med en velspillende Christian Bale.

Anmeldt af Emil Andersen.

Baseret på Louis Bayards anmelderroste roman af samme navn, tager Scott Coopers ’The Pale Blue Eye’ os tilbage til en tid, hvor den store litterære forfatter Edgar Allan Poe var studerende på West Point Military Academy. Selvom filmen er et fiktionsværk, præsenterer den en ret spændende og troværdig fortolkning af Poe, der inkorporerer velkendte hentydninger til hans senere digte og noveller.

Det hele foregår i 1830, hvor militærakademiet bliver kastet ud i uro, da liget af kadet Leroy Fry bliver fundet hængende i et træ med hjertet skåret ud af brystet. Den chokerende vold ved angrebet får de lokale myndigheder til at tilkalde den tidligere New York-konstabel Augustus Landor, spillet af Christian Bale, til at efterforske sagen i håb om at fange morderen, før ét offer bliver mange. Landor har brug for en person tæt på de kadetter, der var tæt på Fry, og her får han Harry Mellings E.A. Poe til at indsamle information.

Da den usandsynlige duo begynder at opklare mysteriet, opdager de hurtigt, at der er langt mere på spil end først antaget. Med usædvanligheden af Frys mord taget i betragtning, begynder tingene at pege i retning af det okkulte. Denne undersøgelseslinje fører dem til dørtrinnet til Artemus Marquis, hvis far tilfældigvis er West Points fastboende kirurg, Dr. Daniel Marquis og hvis søster, Lea tilfældigvis har fanget Poes øje. Lea er kronisk syg, hvilket får hendes far og mor til at passe på hende konstant.

Melling, der måske er bedst kendt for at spille Dudley Dursley i Harry Potter-serien, har ingen lighed med den tidligere karakter, da han her levendegør Poes sagtmodige, milde, sydlige gentleman-persona. Han er præcis, hvad man kunne forvente af en melankolsk forfatter, der ville begynde at skrive spøgende fortællinger som “The Raven”, “Annabel Lee” og “The Tell-Tale Heart”, og blive fremtrædende som en, der boltrede sig i de mærkelige og makabre. Melling parrer sig godt med Bale, der spiller Landor som en mand, der bruger et barsk ydre til at maskere et skjult mørke. På mange måder er Poe og Landor begge outsidere – men deres afholdenhed er født ud af meget forskellige omstændigheder. Efterhånden som deres venskab vokser, vokser de hemmeligheder, der holdes mellem dem, også.

Med en spilletid på lidt over to timer kan The Pale Blue Eye halte lidt på bestemte punkter, hvilket plottet faktisk kræver. Det er et langsomt bevægende mysterium, der fører sit publikum ned ad smalle gyder, der kun præsenterer blindgyder og mere død. Hver gang man føler dig sikker på, at du er nået til en konklusion om, hvem morderen er, og hvem der boltrer sig i det okkulte, trækker manuskriptet hurtigt tæppet væk under en. Det er en sjov styling, men den ellevte times afsløring kan være frustrerende for amatørdetektiverne. Når først det lyseblå øje når afgrunden, og sandheden er afsløret, vil den ikke blive glemt foreløbigt. Motiverne bag galskaben kan endda føles berettigede og maler den første halvanden time af filmen i et helt nyt lys.

Filmens fotografering er endnu et højdepunkt, hvor Masanobu Takayanagi genforenes med Cooper efter at have arbejdet sammen på Out of the Furnace og Hostiles, såvel som Black Mass. Takayanagis filmiske indramning forøger den dystre og hjemsøgte atmosfære, som Coopers instruktion har bragt. Tilsat Howard Shores score, er det svært at gå galt med pakken, som Cooper her har samlet.

I sidste ende er The Pale Blue Eye en gotisk fortælling, der placerer Poe som pigen i nød, over for Bale, der legemliggør arketypen af den belastede og rugende mandlige hovedperson. Den følger de forventede beats og forsøger at lulle publikum ind i en falsk følelse af sikkerhed, før den afslører den sande arkitekt bag fortællingens grufulde mord.

Se ‘The Pale Blue Eye‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.