Anmeldelse: ‘The Rain’ – sæson 3

Den sidste sæson af ’The Rain’ byder ikke på én eneste dråbe regn. Vi siger glædeligt farvel til Rasmus, Simone og co., og vi regner med, at den næste danske Netflix-serie gør det bedre.

Skrevet af Lars Møller.

Der var stor spænding i foråret 2018, da Netflix’ første danske originalproduktion skulle have premiere. På Nørreport i København varslede et gigantisk banner, at det var et anderledes mørkt Danmark, der ville blive portrætteret i serien. Da sløret endelig blev løftet, var det til lunkne danske anmeldelser, der kun roste seriens høje ambitionsniveau, men ellers konstaterede, at der var tale om en fuser.

Serien høstede roser hos flere medier i USA, men herhjemme forblev tonen hård og hånefuld. Og det var desværre fuldt fortjent. ’The Rain’ har også æren af at være den eneste serie, der er blevet behandlet i podcasten ’Dårligdommerne’, der ellers udelukkende tager sig af mindre vellykkede (ofte danske) film.

Seriens anden sæson havde premiere sidste år, og her blev det klart, at skaberne, Jannik Tai Mosholt, Christian Potalivo og Esben Toft Jacobsen, desværre ikke havde lyttet til de kritiske røster. ’The Rain’ fortsatte ufortrødent i samme spor, hvilket generede mere negativ omtale herhjemme. Nu ligger den tredje og sidste sæson klar til streaming, og har holdet bag mon tænkt sig at ændre kurs her til slut?

Svaret er nej.

Sæson 3 samler op tre måneder efter anden sæsons hæsblæsende finale. Fjendskabet mellem Rasmus og Simone er kulmineret. Simone tror ikke længere på, at det er muligt at redde Rasmus – mens han prøver at få hende til at forstå, at han vil redde menneskeheden.

Rasmus mener, at han kan sprede virussen til de resterende overlevende, så de alle kan leve i symbiose med den altødelæggende virus. Han allierer sig med Apollon og overbeviser alle om, at dette er den eneste løsning. Simone er flygtet og møder en familie i skjul, der bærer på en hemmelighed, der måske kan stoppe Rasmus – og dermed også virussen.

Seriens manuskript har desværre ikke gennemgået synderlige forbedringer. Rasmus og Simone står i hver deres lejr, og serien prøver at overbevise os om, at deres brændende had til hinanden giver mening. Rasmus’ kamp med og mod virussen fylder meget denne sæson, og Lucas Lynggaard Tønnesen formår desværre ikke at give en troværdig præstation heraf.

Manuskriptet arbejder tydeligt frem mod et storslået opgør mellem de to søskende. Men hverken Rasmus’ delvist overtagende virus, eller Simones pludselige trang til at se sin lillebror død bliver ordentligt forklaret. I stedet har serien travlt med at tilføje nye karakterer og sideplots, der desværre ikke bidrager til serien på nogen positiv måde. Sæsonens afsnit skulle hellere have forsøgt at viderebygge de allerede eksisterende karakterers relationer og motivationer – og finpudse manuskriptets dialoger.

Og når man taler om dialoger, er det svært ikke at pege fingre ad ’The Rain’ Seriens karakterer ytrer sig udelukkende i befalinger til hinanden for derefter at gentage de selvsamme befalinger (”Du skal gå væk nu, du skal! Du skal gå nu!”). Dialogerne mellem karaktererne er seriens allerstørste fejlslag, og det virker sjældent troværdigt.

Desuden er den manglende kommunikation mellem karaktererne grundlag for de fleste konflikter. Når der er en chance for at forklare sig eller fortælle sandheden, tier karaktererne indtil konflikten bryder ud. ”Jeg har så mange ting at fortælle dig”, siger Simone til Martin hen mod sæsonens slutning. Desværre fortæller hun ham aldrig særlig meget, og han forklarer sig heller ikke. De har derved ikke mulighed for at opnå en fælles forståelse for deres valg hver især.

Selvom man ofte kommer til at grine af seriens åbenlyse, ufrivilligt komiske melodramatik, så frustreres man også. Hvordan kan dygtige skuespillere som Alba August og Mikkel Boe Følsgaard have så lidt kemi på skærmen? Hvorfor virker deres skuespil så forceret? Det er ikke til at sige, om det er instruktionen eller replikkernes klichéer, men vi ved fra andre film, at de begge to kan deres håndværk. Alba August var uforglemmelig i den svenske ’Unge Astrid’, og senest har Følsgaard vist, hvor eminent en skuespiller han er i dette års ’En helt almindelig familie’. Frustrationen er til at tage og føle på.

De fleste af seriens andre karakterer er ikke særlig nævneværdige – hverken nye eller velkendte. Vi forundres stadig af Jean, seriens mest ubrugelige karakter, der i flere scener ryster ukontrollerbart eller nedstirrer andre karakterer uden grund. Jean er spillet af Sonny Lindberg, og han vælger en mærkværdig måde at spille rollen på. Det er svært ikke at grine til tider.

Men hvad står vi tilbage med efter at have set ’The Rain’? Vi kan konkludere, at serien kunne have været udført bedre, så hvorfor var den ikke det?

Et højt budget er heldigvis ikke altid lig med kvalitet. Og selvom ’The Rain’ ufrivilligt har fået folk til at le, holder serien på sin seriøse tone helt frem til slut. Serien dukker op på danskernes første plads på Netflix, selvom de fleste seere nok ved, hvad de går ind til. Der er noget mærkeligt tilfredsstillende i at se noget, man godt ved er dårligt fjernsyn. Serien har stadig en underholdningsværdi, selvom det ikke er af de tiltænkte årsager.

Med det sagt, er det nu også rart at sige et endeligt farvel til Rasmus og Simone – og ja, de navne må efterhånden have indprentet sig hos alle.

Se ‘The Rain‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.