Anmeldelse: ‘The Rip’
21/01/2026 | Flixfilm
Matt Damon og Ben Affleck spiller gamle sure politimænd i problemer, og deres samspil er fornøjeligt. Resten af filmen er meget standard og giver intet nyt til den efterhånden slidte kriminalfilmgenre.
Anmeldt af Michael Larsen.
Matt Damon og Ben Affleck er indbegrebet af en stærk Hollywood-bromance, der kan måle sig med Paul Newman og Robert Redford. Damon og Afflecks venskab går mange år tilbage, hvor de dengang var nye skuespillere, der prøvede at skabe deres vej ind i den benhårde filmverden. De endte med at gå sammen om at skrive et manuskript, der kunne være deres billet til mulig succes med roller til dem selv.
Det resulterede i filmen ‘Good Will Hunting’ som blev instrueret af Gus Van Sant. Damon og Affleck vandt efterfølgende en Oscar for bedste originale manuskript og sikre dermed deres gennembrud i Hollywood. De to herrer har spillet sammen overfor hinanden i andre film. Film som ‘Dogma’, ‘The Last Duel’, ‘Air’, og nu tørner de sammen igen med thrilleren ‘The Rip’ som på overfladen ligner en traditionel kriminalfilm.
Artiklen fortsætter under annoncen

Et hold af politifolk anført af de desillusionerede betjente Dane Dumar (Matt Damon) og JD Byrne (Ben Affleck) kommer i besiddelse af millioner af penge skjult i et hus i Miami, hvilket naturligvis er meget suspekt, da husets ejer Desi (Sasha Calle) ikke kender til det. Problemet er dog, at de ikke aner med sikkerhed, om der er tale om decideret drug money, så der opstår paranoia i gruppen. Snart går der splittelse og kaos i det, særligt når der er store mængder penge på spil.
Det er den erfarne instruktør Joe Carnahan, der står bag ‘The Rip’, og han har bestemt erfaringer med at skildre dirty cops med tidligere film som ‘Narc’ og ‘Copshop’. Det bedste ved ‘The Rip’ er de intense spændinger, der opstår mellem Damon og Afflecks karakterer. De spiller i høj grad på deres etablerede kemi sammen, men får tilført noget mørke og farlighed, så der slår gnister.
Resten af castet består af Steven Yeun (‘The Walking Dead og ‘Beef’’), Teyana Taylor (den nylige Golden Globe-vinder for ‘One Battle After Another’), Kyle Chandler (‘Friday Night Lights’), Sasha Calle (‘The Flash’) og Catalina Sandino Moreno (‘Maria Full of Grace’). De får ikke meget at arbejde med i forhold til Damon og Affleck, og de er for det meste reduceret til anonyme biroller, der bliver fanget i kaoset. Hvorfor skal man have så mange kendte navne i en b-film, når de i sidste ende virker som statister?

Artiklen fortsætter under annoncen
Actionscenerne i ‘The Rip’ er en standard affære med kedelige shootouts og biljagter, og de er ikke gjort med de store overraskelser. Filmen fungerer bedre som et slags kammerspil med thriller-elementer. Men når det er sagt, så er det fedt at se Damon stadig være solid som actionhelt som i de gode gamle Jason Bourne-film. Senere i år kan Damon opleves i Christopher Nolans kommende storfilm ‘The Odyssey’ som Ulysses, og det bliver spændende at se frem til den varme sommertid.
Det er fedt at se Damon og Affleck give den gas i ‘The Rip’, og deres samspil er filmens egentlige hovedattraktion. Resten af filmen kører på autopilot med forglemmelige actionscener, der ikke efterlader noget spor. Om ikke andet inspirerer den her film til gensyn med andre og bedre film med makkerparret Damon og Affleck.
Se ‘The Rip‘ på Netflix Danmark.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.
Se en oversigt med alle anmeldelser her.























