Anmeldelse: ‘The Starling’

Melissa McCarthy vælter rundt mellem drama og komik i ‘The Starling’ og det skaber en ubalanceret film man ender med at krumme tæer over. Kevin Klines lune underspil liver filmen op i nogle stunder, men det er langtfra nok til at redde den tåbelige vred kvinde vs. falsk pipfugl-film.

Skrevet af Michael Larsen.

Feel good-film er en svær størrelse at mestre. Risikoen for at kamme over i klam sødsuppe er altid til stede og kan ødelægge de følelser man forsøger at skildre. Hollywood har en lang historik i at lave de film der nemt bruger metoder for at fremkalde følelserne i os.

Den seneste film i rækken er ‘The Starling’ med Melissa McCarthy i hovedrollen. Hun er den slags filmstjerne der deler vande blandt publikum med sit brand af humor eller mangel på selvsamme, hvis man spørger haters. Men hun har også gjort sig positiv bemærket i dramaer som ‘St. Vincent’ og ‘Can You Ever Forgive Me?’.

Her i ‘The Starling’ spiller hun Lilly der kæmper i dagligdagen ovenpå det tragiske tab af sin lille datter Katie. Hendes mand Jack (Chris O’Dowd) tog tabet meget hårdt og er under psykisk behandling i en klinik for svær depression. Lily har vanskeligheder med at passe både sit butiksjob og de daglige besøg hos Jack. Så slås hun også med en nævenyttig fugl i sin baghave og bliver anbefalet psykologhjælp hos den tidligere psykolog Dr. Larry Fine (Kevin Kline), der ellers arbejder som dyrlæge. Ja som I kan læse, så plottet er noget all over the place med sit melodrama om tab og om at genvinde håb.

De sidste mange komedier med McCarthy har været noget dårlige med jokes der falder til jorden med et brag som eksempelvis den seneste fiasko ‘Thunder Force’. Med ‘The Starling’ forsøger McCarthy at blande melodrama og humor sammen, hvilken resulterer i scener der ærligt talt virker akavet. For tonen er så blandet, at det påvirker resten af filmen og brugen af indie-popmusik som billig point hjælper ikke. Benjamin Wallfischs filmmusik virker heller ikke efter hensigten og han er ellers normal dygtig til sit fag.

Chris O’Dowd spiller på sine sædvanlige tricks som man har set det før og giver ikke meget karakter til den traumatiske ægtemand Jack. Skuespillere med komiker-baggrund er noget begrænset med deres evner og det keder mig enormt meget i længden. Selv den altid seværdige Kevin Kline kan kun redde så lidt med sin underfundige dyrlæge-psykolog, når det gælder. Og ja selve titelfiguren ‘The Starling’, der betyder en stær på dansk er tydeligvis en CGI-fugl, og den bevæger sig ikke specielt realistisk. Den burde finde sig et nyt job hos Cartoon Network!

Man skal virkelig være skudt i Melissa McCarthy for at få noget nytte ud af ‘The Starling’. For filmen drukner i sit malstrøm af pinagtigt melodrama med desperat forsøg på plat humor. At filmens manuskript var på den såkaldte Black List over bedste ikke-producerende manuskripter er forbavsende. Så bare flyv forbi den her mislykkede fuser her og spar jer de næsten to timer på andet forhåbentligt meningsfyldt drama.

Se ‘The Starling‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.