Anmeldelse: ‘The Woman in the Window’
16/05/2021 | Flixfilm
’The Woman in the Window’ er en generisk psykologisk thriller med et stjernecast, den aldrig formår at udnytte.
Skrevet af Lars Møller.
Som det er tilfældet med flere af Netflix’ seneste originale film, så er distributionsrettighederne til ’The Woman in the Window’ opkøbt af streaminggiganten som konsekvens af coronapandemien. Filmen er egentlig produceret af 20th Century Fox, men grundet mindre gode test screenings og pandemien, valgte produktionsselskabet at sælge filmens rettigheder videre til Netflix. Noget de gjorde ret i, tager man biografernes seneste år i betragtning.
Filmens romanophav af A.J. Finn fra 2018 minder en del om de psykologiske thrillers, man tidligere har hørt om – noget som Joe Wrights filmversion også lider under. Følelsen af genkendelse kan være trygt for nogle seere, men betragtes som uoriginalt hos andre.
Artiklen fortsætter under annoncen
I ’The Woman in the Window’ bor Anna Fox alene i et byhus på Manhattan i New York. Hun lider af slem agorafobi, angsten for at befinde sig på store offentlige områder med mange mennesker omkring sig. Derfor har hun barrikaderet sig i sit hus, hvor hun følger sine naboers daglige gøren og laden.
Især de nye naboer, Russell-familien, er hun særdeles interesseret i. Hun møder familiemedlemmerne på skift, men bevidner til sin store frygt et grusomt mord i deres hus. En efterfølgende kamp for sandhed følger Anna, da hun prøver at nå til bunds i mordet og hendes egne psykiske vrangforestillinger.
Der er adskillige referencer til Alfred Hitchcocks filmografi i ’The Woman in the Window’. Og instruktør Joe Wright er ikke bange for at vise, hvor han har fået sin inspiration fra. Filmen emmer nemlig af samme stemning og tematikker som findes i Hithcocks klassiske ’Rear Window’ fra 1954.
Selvom Wrights fine hyldest til gysermesteren læner sig gevaldigt op ad tidligere hovedværker, så formår den stadig at stå på egne ben. Det er jo heller ikke første gang, at en roman eller film har brugt lignende spændingselementer for at opbygge et nevepirrende mordmysterie.
Artiklen fortsætter under annoncen
Filmens manuskript gør meget ud af at huske os på, hvor ustabil en fortæller, vi har med at gøre. Ligesom Anna, er vi ofte i tvivl om filmens handlingsforløb. Hvad er virkelighed? Og hvornår stødte hun egentlig på de forskellige karakterer? Filmens narrativ opbygger et fint whodunnit-mysterie, men man sidder dog stadig med en følelse af at have set lignende film tidligere.
Plottet i ’The Woman in the Window’ løber henover en meget begivenhedsrig og sløret uge for Anna. Filmens tempo er hvert fald meget påvirket heraf. Filmen skaber en masse auditive og visuelle indtryk på få minutter, der gør det svært for os at fastholde et overblik over narrativet. Det er en bevidst beslutning, da vi helst skal føle os ligeså desorienteret som Anna selv, men det lykkes kun til dels. Wright formår aldrig at give os det klarsyn, vi savner – selv ikke da Annas tragiske fortid blotlægges. Filmen fortsætter af sted i et tårnhøjt tempo og kigger sig ikke tilbage.
Apropos tempo. Danny Elfmans generiske score bidrager til filmens hast, hvilket jo er en god ting. Desværre bliver musikken altså for insisterende op til flere gange. Blandt andet i scener hvor Anna i stilhed observerer sine naboer. Her bliver vi bombarderet med dramaindgydende musik, der husker os på, at tempoet aldrig får lov at falde. Det bliver meget trættende i længden.
Filmens enorme stjernecast er imponerende i sig selv. Det bliver bare ikke brugt til noget. Amy Adams går i front og gør det som oftest afsindigt godt. Også Wyatt Russell og Brian Tyree Henry er solide tilstedeværelser, og hvis karakterer bidrager positivt til filmens stemning og mystik.
Det er derimod de mere etablerede og dramatiske skuespillere som Gary Oldman, Julianne Moore og Jennifer Jason Leigh, der går ubemærket hen. De har alle mindre, men vigtige, roller for plottet, og alligevel bliver de glemt i filmens helhed. Det kan tænkes, at nogle af deres scener er klippet ud for at højne tempoet. Men det er selvfølgelig rent gætværk!
Gary Oldman prøver i sine enkelte scener at skabe et karakterfuldt nærvær, men det kræver altså mere af den garvede herre at berettige sin deltagelse i dette projekt. Det er bemærkelsesværdigt, at Wright ikke får mere ud af Oldman her, da han trods alt instruerede ham i hans oscarvindende portræt af Winston Churchill i ’Darkest Hour’ fra 2017.
’The Woman in the Window’ bygger videre på mange års literære og filmiske traditioner – og netop derfor føles den en tand for genkendelig. Det er ærgerligt, da både filmens stjernecast og romanophav kunne have været grobund for noget mere originalt. I stedet tvinges vi på en force majeure af utrættelig klipning og et suspense-fyldt score, der aldrig holder pause. Dette er ikke et fejlskud. Det er uudnyttet potentiale.
Se ‘The Woman in the Window‘ på Netflix Danmark.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.
Relaterede nyheder
