Anmeldelse: ‘Vladimir’
10/03/2026 | Flixfilm
Den dygtige Rachel Weisz fører an i miniserien ‘Vladimir’ med lidt humor og erotisk karisma. Det er desværre ikke helt nok, da resten af det samlede indtryk falder sammen under sin egen pinagtige vægt. En spild omgang satire om et folkefærd, der trænger til et sarkastisk spark i skridtet!
Anmeldt af Michael Larsen.
Bare rolig, den nye Netflix-miniserie ‘Vladimir’ har intet at gøre med en vis russisk præsident. Det er derimod navnet på en mand, hvis udseende får erotiske fantasier frem i miniseriens egentlige navnløse hovedperson spillet af den evige formidable Rachel Weisz. Weisz slog for alvor igennem med de forrygende ‘The Mummy’-film, og hun har gjort sig godt bemærket med fantastiske film som eksempelvis ‘The Constant Gardener’ (som hun vandt en Oscar for), ‘The Fountain’ og ‘The Favourite’.
Her i ‘Vladimir’ oplever man Weisz i en noget løst sluppet rolle som en litteraturprofessor, der bliver dybt betaget af sin nye og yngre kollega Vladimir (Leo Woodall). Hun betror sig til os, publikum ved at bryde den fjerde mur, for at fortælle om sit banale liv, det meget løse ægteskab med sin mand John (John Slattery) og sin problematiske datter Sid (Ellen Robinson). Hun sparer ikke på kække kommentarer og indre sexfantasier.
Artiklen fortsætter under annoncen
Den frække professor har dog en udfordring i form af Vladimirs kønne kone Cynthia (Jessica Henwick), hvis skønhed og intellekt er på lige fod med hende selv. Men det forhindrer hende ikke i at forsøge at opnå Vladimirs gunst. Det fører til episoder med cringe-humor, litterært navlepilleri og nå ja sex!
‘Vladimir’ bygger på bogen af samme titel af forfatteren Julia May Jonas, som også selv har stået for at gøre sit forlæg om til visuel formsprog. Hendes bog er skrevet i jeg-form, hvilket har ført til at man har valgt at gøre Weisz til sin egen fortæller i en stil der minder meget om ‘Fleabag’ og ‘House of Cards’. Det sker hele tiden, og selvom Weisz gør sit bedste med denne her tilgang, så har det desværre en dum effekt på flowet i serien. Nogle gange er det ret morsomt, mens andre gange virker det anmassende.
Weisz gør sit bedste med en karakter, der tester ens tålmodighed i længden. Hendes karisma, skarphed og erotiske udstråling er dog ikke helt nok til at redde denne her miniserie. Selve Vladimir-karakteren er simpelthen blottet for personlighed fra Leo Woodalls side, så man køber allerhøjst hovedpersonens passion for vedkommende på den kødelige plan. De ellers fortrinlige John Slattery og Jessica Chadwick har ikke meget at arbejde med, så de virker som spildte kræfter.
Artiklen fortsætter under annoncen
Det akademiske miljø i ‘Vladimir’ er skildret med satire, men det stikker aldrig dybt til at give det en ordentlig omgang los bagi, hvilket det seriøst havde været på sin plads. Det er et miljø, der er så frygteligt selvoptaget og ja meget op i rumpen på sig selv! Man får dårligt nok sympati for den slags mennesker, og humoren gør intet nok for at spidde deres livsstil.
‘Vladimir’ er en serie, der tror at den er smart og har noget at sige om miljøet, den skildrer. Men i stedet er den intetsigende i længden, og det kan selv den dygtigste skuespiller i form af Rachel Weisz ikke gøre meget ved trods en ihærdig indsats fra hendes side.
Se ‘Vladimir‘ på Netflix Danmark.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.
Se en oversigt med alle anmeldelser her.
