Anmeldelse: ‘War Machine’
08/03/2026 | Flixfilm
Alan Ritchson bærer actionfilmen ‘War Machine’ på sine store og brede skuldre. Filmen kan ikke undgå at føles som en ‘Predator’-ripoff med lidt hint af ‘Lone Survivor’, men man bliver alligevel pænt underholdt.
Anmeldt af Michael Larsen.
Nogle amerikanske actionfilm om soldater kan ind imellem godt føles som rekrutteringsmateriale, hvor nogle vender sig mod kameraet og siger “Join the army” som i ‘Starship Troopers’. Den følelse fik jeg, da jeg så den nye actionfilm ‘War Machine’, der også har noget science fiction i sig. Filmen deler titel med en anden Netflix-film med Brad Pitt, men der er ingen relation mellem de to film bortset fra militær-emnet. Det er bare et klokkeklart eksempel med mangel på fantasi med at finde på titler.
‘War Machine’ lægger ud med en traumatisk flashback-sekvens for at etablere en emotionel tilgang til filmens hovedperson, en soldat (Alan Ritchson) der mister sin bror (en ultrakort cameorolle til Jai Courtney) under en mission i Mellemøsten. De to brødre havde sammen planer om at blive uddannet som Rangers – en enhed af soldater til brug for hemmelige operationer. Soldaten vil ære sin broders minde ved at blive en uddannet ranger.
Artiklen fortsætter under annoncen
Alle deltagere i forløbet bliver tildelt numre, der erstatter deres navne. Soldaten bliver kaldt 81, og han viser lovende evner på det fysiske plan. Men mentalt udgør han en seriøs risiko, idet han kæmper med traumer og er asocial blandt de andre soldater.
Men 81 formår at komme videre, bliver lederen på egen enhed og kommer på en mission for at erobre et nedstyrtet hemmeligt fly. Det skal dog vise sig, at flyet er en udenjordisk robot, der udgør en uhyggelig trussel for soldaterne og måske for resten af verden.

Alan Ritchson har indenfor de senere år gjort sig bemærket med serien ‘Reacher’ som den stærke Jack Reacher. Så han har den fysiske erfaring med action samt fysikken i god behold som soldaten 81. Mellem de store actionscener får han også lov til at vise sensitive sider af karakteren, som ellers på papiret ikke byder på det helt store. Men Ritchson viser potentiale som en spændende actionhelt som man kender dem fra de gode gamle halvfemser-actionfilm. Filmen har gavne kræfter med som de gode gamle Dennis Quaid og Esai Morales, men de er her reduceret til klicheer som man kender fra lignende militær-film.
Selve plottet i ‘War Machine’ er en sammenblanding af ‘Predator’, ‘War of the Worlds’ og ‘Lone Survivor’ og giver dermed ikke noget nyt på den front. Efter en lidt tung første akt kommer ‘War Machine’ endelig i høj gear, idet robotten melder sin voldsomme ankomst. Filmen er instrueret af Patrick Hughes, der her spiller på sine nyttige erfaringer med actionfilm som ‘The Expendables 3’.
Artiklen fortsætter under annoncen

Nogle gange kan computereffekter i en Netflix-film være noget værre gylle at se på, men her overrasker ‘War Machine’ med nogle solide effekter, der flot viser robottens store arsenal i brug mod de forsvarsløse soldater. Designet af robotten minder meget om den ikoniske robot ED-209 fra Paul Verhoevens mesterværk ‘Robocop’, men her udsat for en omgang Tesla-agtig opgradering. Der er derfor ikke meget personlighed over den, men den formår at være en spændende trussel.
‘War Machine’ er ret underholdende, mens den står på. Den er dog en ret forglemmelig affære, men fin nok at bruge en søndag eftermiddag på sofaen og slappe af til, mens filmen fordrer en med scener med action, eksplosioner og blod. Og måske giver den en lyst til at deltage i hæren!
Se ‘War Machine‘ på Netflix Danmark.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.
Se en oversigt med alle anmeldelser her.























