Følg Flixfilm på Facebook - Netflix nyheder

Anmeldelse: ‘Welcome to the Family’ – sæson 1

16/08/2018 | Ingen kommentarer

Den catalonske serie ‘Welcome to the Family’ træder dødvande, mens den desperat prøver at fylde 13 episoder ud. Hverken udvikling i fortællingen eller familiens moralske kompas er til at få øje på, hvilket gør det til en langtrukken og forstyrrende oplevelse.

Skrevet af Frederikke Goth.

Efter 7 x 45 minutter må jeg kaste håndklædet i ringen og erkende, at jeg simpelthen ikke kan se mere af catalonske ‘Welcome to the Family’’ (på dansk kaldet ‘Velkommen til familien’). Serien sidder fast i et mærkværdigt loop, hvor begivenheder gentages gang på gang, uden at hverken handlingsforløb eller karakterer bliver mere interessante af den grund.

‘Welcome to the Family’’ handler om en familie i Catalonien med mor Angela i spidsen. Hun har tre børn, der af hidtil uransagelige årsager ser ud til at have forskellige etniske rødder, på trods af at de eftersigende alle tre også har samme far – nemlig Angelas mand, der er stukket af fra familien. Nu bor de fire i mandens lejlighed sammen med hans bror, Angelas svoger, men de kommer snart i klemme med boligsituationen og må skaffe en overordentlig sum penge for selv at kunne købe lejligheden. At finde en ny bolig kommer tilsynladende aldrig på tale. Angela ejer ikke kongens mønt, da hun hele sit voksne liv har arbejdet på en tankstation til en formodet utaknemmelig løn, men heldigvis er hendes far en velhavende krimiforfatter med et par succesfulde udgivelser bag sig. Men ak og ve, Angela er jo uvenner med sin far, og de to har ikke talt sammen i årevis, efter hun stak af hjemmefra som gravid teenager. Men hvilken anledning er bedre til familiegenforening, end når man har brug for et stort lån?

Hendes krimiskrivende farmand bliver dog ikke begejstret for at se hverken Angela eller de ukendte børnebørn, og det går ikke værre eller bedre end at hans hjerte giver op, da han konfronteres med fortidens spøgelser – og han falder død om foran Angela, børnene, svogeren og farens nye kone og steddatter. Den almindelige menneskelige reaktion på sådan en situation ville formodentlig være at ringe efter en ambulance, men Angela går målrettet efter farens testamente for at finde ud af, om han som død i det mindste fikser hendes financielle kattepine. Men hverken Angela eller den nye kone arver en rød reje, da hele herligheden går til Angelas bror. Planen er derfor nu at skjule farens lig indtil de har fået ændret testamentet, så de kan få fingrene i arven – ja, velkommen til denne charmerende og kærlige familie.

Så er serien sparket i gang, og selv om det til at starte med kan virke sjovt med den absurde situationen, at de skal skjule liget af Angelas far under nabolagsfester, politibesøg og meget andet, så bliver det bare ikke ved med at være underholdende. I løbet af de syv episoder, jeg i al beskedenheden formåede at kæmpe mig igennem med en ridderlig viljestyrke, så træder fortællingen bare dødvande i et loop af gentagelser: Familien har fundet en (både moralsk og praktisk tvivlsom) måde at få ændret testamentet, men i mellemtiden er de nødt til at gemme liget af vejen, fordi det rådner og folk kommer på besøg i huset, og snart kommer der et eller andet i vejen for deres plan om at ændre testamentet eller hvordan de nu har planlagt at komme til penge. Det involverer både dyre malerier, bitre ekskærester, topkriminelle snydepelse og casting af en skuespiller til at agere den gamle far. Det er som om, at forfatterne bag ikke har kunne beslutte sig for hvilken af måderne, der var sjovest, så de har bare smidt dem alle sammen ind for at kunne fylde de 13 afsnit af serien ud. Men i takt med at liget begynder at rådne, går også fortællingen i et stinkende forfald, når man som seer med gru må indse, at der ingen fremgang er i historien. Hvis ‘Welcome to the Family’ er noget, så er det vist et klart eksempel på, hvorfor det er en rigtig god idé, at Netflix nu også laver serier med færre episoder.

Mens den ene plan efter den anden afprøves og ødelægges, udspiller der sig også nogle trivielle og kedelige trekantsdramaer for flere af familiemedlemmerne. Den ældste søn forelsker sig i sin stedmoster, der dog har et stormfuldt forhold til en anden gut, som er den ældste søns absolutte modsætning (hvor nytænkende). Af en eller anden grund af der også kamp om Angelas gunst. Hun er altid sur og råber af folk, ligner en der ikke har sovet i årevis, og i stedet for selv at klare ærterne og sørge for et fast sted at bo til sine børn, regner hun med at mændene i hendes liv klarer den situation: Om end det gælder mandens lejlighed eller farens penge. Mændene omkring hende kan åbenbart ikke få nok af fruentimmeret.

Et lyspunkt i denne skærsild af kedsommelige forelskelser og fortællemæssige gentagelser er farens nye kone, Victoria. Hun er en fiasko af en skuespillerinde, der dog har personlighed som en operadiva. Ingen kan sørge over farens død som hende med overdramatiserede følelsesudbrud og outfits, der er sorte fra top til tå. Hendes umiddelbarhed og naivitet i både tale og adfærd er rent faktisk underholdende, når hun f.eks. med knusende ro forklarer, at hun da aldrig har læst sin mands bøger – der er jo ingen billeder i. Ja, hvis nogen har fortjent den arv, så er det den gode og teatralske Victoria, hvis moralske kompas endnu ikke er helt smadret. Hun sørger i den mindste over mandens død og lufter flere gange sin tvivl omkring familiens absurde planer.

De resterende karakterer er ikke engang værd at nævne, idet de næppe kan kaldes for hele karakterer. De er en slags mærkværdig fyld, der kan smides ind i en scene, hvis fortællingen lige kræver, at der er en ekstra mand til at transportere en fryser, eller hvis en datter med en musikopvisning skal forsøge at vise, at Angela rent faktisk har et moderhjerte gemt inde bag det vrede kropssprog.

Måske går det hele op i en højere enhed i løbet af de sidste seks episoder. Måske forklares det, hvordan Victoria selv kunne slæbe rundt på liget af en voksen mand. Måske giver det mening, hvorfor det først i episode seks går op for nogen, at en obduktion vil vise, at liget af Angelas gamle far ikke er friskt (og har fået lidt mærkværdige knubs undervejs). Måske bliver det italesat, hvorfor det ene af Angelas børn absolut ikke ligner nogen af de andre. Måske finder vi ud af, hvad der er så uimodståeligt ved Angela.

Selv hvis svarene på disse og flere andre spørgsmål dukker op i løbet af seriens sidste episoder, så vil afslutningen kræve et twist af kosmiske dimensioner før denne anmelder alligevel vil ændre sin dom.

Se ‘Welcome to the Family‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.



    Skriv kommentar