Anmeldelse: ‘Wheelman’

‘Wheelman’ ender desværre med at være en spændingsløs actionthriller, der mest af alt minder om at se en anden udføre en afsindig kedelig begyndermission i Grand Theft Auto.

Skrevet af Frederikke Goth.

I løbet af de første 10 minutter af ‘Wheelman’ vil du undre dig over, om det er den rigtige film du har sat i gang. Det ligner ikke den actionthriller, som Netflix ellers beskriver, for der sker ikke noget som helst. Man kan fristes til at tro, at denne meget lidt action-lignende begyndelse er et interessant kunstnerisk greb, der skal munde ud i en anderledes vinkel på en kendt genre.

Action-genren viser dog sit ansigt, da der kommer lidt gang i filmen med et planlagt røveri, hvor filmens hovedkarakter (Frank Grillo) er chauffør i det kriminelle foretagende. En fremmed ringer pludselig under røveriet og begynder at give ordrer, og vores hovedperson skal tage en hurtig beslutning – tror han på denne fremmede stemme eller ej? Der er nu kommet lidt action på banen, men det er så også nogenlunde det spænding seeren får i løbet af den knap halvanden time lange film. Bevares, der bliver i bedste action-stil skudt en masse, mennesker dør og ordrer bliver ved med at vælte ind over telefonen fra en mystisk person, men alligevel bliver det bare ikke rigtigt spændende, og som seer vil du formodentlig undre dig over, at en forholdsvis kort film kan føles så lang.

En stor del af problemet med ‘Wheelman’ er, at man som seer simpelthen ikke interesserer sig for filmens hovedperson (der i øvrigt forbliver uden navn filmen igennem), og man holder dermed ikke rigtig med ham eller frygter, at han skulle blive ramt af nogen af de mange kugler, der flyver om ørene på karakterne. Selv da han præsenteres som værende mere end blot en kriminel chauffør, nemlig en far, som kæmper om at få lov til at beholde sin datter i en kamp mod ekskonen, så virker han stadig temmelig ligegyldig for seeren. Modsat den formodede intention, så virker rollen som bekymret familiefar som et billigt og mislykket forsøg på at få seeren til at identificere sig med filmens hovedkarakter.

Det bliver kun værre af, at manuskriptforfatteren tydeligvis også har været ligeglad med vores hovedperson og ikke har gidet anstrenge sig med at finde på replikker. Som en gammel grammofonplade, der har sat sig fast, så gentager chaufføren sine replikker så ofte, at man som seer til sidst håber på, at han bliver ramt af en kugle, så man slipper for at høre ham sige ”sit back” for hundredeogsyttende gang.

Mens hovedkarakteren gentager sine replikker om og om igen, så snegler fortællingen sig af sted. Chaufføren er i modsætning til narrativet hele tiden på farten, når han prøver at finde hoved og hale i, hvem der er hvem i telefonen, og hvem der skal have pengene fra røveriet, mens han kører rundt i bilen på må og få. Hele filmen er nemlig optaget inde fra hovedpersonens bil, hvilket uden tvivl har virker som en god og ”edgy” idé på tegnebrættet, der tilmed er krydret med noir-stemning. Det ser da også knaldgodt ud med byens mange lys og farver, mens bilen suser gennem natten, og set fra denne vinkel, så kunne ‘Wheelman’ sagtens være endt som en anstændig og flot udført film. Men det virker som om, at denne idé har været hele grundlaget for filmen og har fyldt så meget, at selve fortællingen er blevet forfordelt og dermed er endt som en slags venstrehåndsarbejde. Plottet er så sløvt, at de gode og kreative intentioner visner.

Desværre ender ‘Wheelman’ med at være en spændingsløs actionthriller, der mest af alt minder om at se en anden udføre en afsindig kedelig begyndermission i Grand Theft Auto. Man kan kun ærgre sig over, at en egentlig god idé og flot produktion er blevet ødelagt af sløset storytelling.

Se ‘Wheelman‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.