Anmeldelse: ‘Windfall’

‘Windfall’ er både skæv og klassisk med sin leg med gidseldrama-konceptet anført af et veloplagt trekløver-cast. Men det svinger med tempo og det spolerer spændingen.

Skrevet af Michael Larsen.

Manuskriptforfatteren Andrew Kevin Walker er hovedsageligt kendt som manden bag manuskriptet til David Finchers seriemorder-hit ‘Se7en’, men han skrev også Tim Burtons gotiske gyser ‘Sleepy Hollow’ om den hovedløse rytter og den kontroversielle thriller ‘8 MM’ som udforskede det mørke snuff film-marked. Sidste store Hollywood-film Walker skrev, var 2010-versionen af ‘The Wolfman’ med Benicio Del Toro.

Så ja ham Walker har en noget mørk fantasi, og den har han fundet frem igen med den nye thriller ‘Windfall’ anført af de kun tre skuespillere Jesse Plemons, Lily Collins og Jason Segel som tilmed har produceret filmen sammen. Walker har udviklet historien sammen med Segel, Justin Lader og filmens instruktør Charlie McDowell.

‘Windfall’ har et fint og simpelt setup men har komplicerede figurer med hver deres agenda og uden navne. En ukendt gerningsmand (Jason Segel) krediteret som “Nobody” render rundt ved et feriehus med et nærliggende appelsinplantage. Feriehuset tilhører en selvfed erhvervsmand (Jesse Plemons) og hans smukke kone (Lily Collins), og netop de to kommer hjem og forstyrrer Nobodys planer. Så han bliver panisk og desperat og holder det rige par som gidsler. Derfra udvikler hele affæren sig noget ekstremt mellem de tre mennesker.

‘Windfall’ er en film der blev skabt under corona-pandemien, og er en ideel produktion, der er gjort med få virkemidler. Tre skuespillere, kun et sted som location og et lille filmhold. Det er i sig selv ret positivt at se film blive skabt i en svær tid og som tvinger filmskabere til at være kreative på anden vis.

Der er en pudsig sammenblanding af intens mørke og akavet situationsfornemmelse i ‘Windfall’ og det giver noget til filmens spændingskurve, der desværre svinger i tempoet, da der er langt mellem de farlige øjeblikke. McDowells instruktion udnytter de idylliske omgivelser som et skærende kontrast til det drabelige kammerspil, og han bruger også nogle Hitchcock-inspirerende kneb med brug af kameraet. Selv den gode musik af Danny Bensi og Saunder Jurriaans får mig til at tænke på de scores som legenden Bernard Herrmann lavede til Hitchcock-værker som ‘Vertigo’ og ‘The Trouble with Harry’.

Den nu Oscar-nominerede Jesse Plemons fra ‘The Power of the Dog’ har tydeligvis moret sig med at spille den udspekulerede millionær der nærmest får Nobody til at virke som en helgen. Lily Collins får lov til at udfordre sig selv som konen og det klæder hende. Jason Segel er filmens største overraskelse i hvad der er for ham noget atypisk rolle som Nobody. Det er anderledes end i de mange komedier, han har medvirket i som ‘Forgetting Sarah Marshall’ og ‘The Five-Year Engagement’ og komedieserien ‘How I Met Your Mother’.

‘Windfall’ fungerer bedst i kraft af skuespillerne der får lov til at slå sig løs på atypisk vis som tilfældet er med Collins og Segel. Plemons fortsætter sin status som en af tidens bedste skuespillere, og det bliver kun spændende at se, hvordan han videreudvikler fremover. Trioens gode kollektive indsats, musikken, de smukke omgivelser og nogle intense scener er lyspunkterne i ‘Windfall’, men den er samlet set en ujævn størrelse der kunne have været langt bedre trods gode intentioner med historien.

Se ‘Windfall‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.