‘Kastanjemanden’ er blandt verdens mest sete Netflix-serier
12/05/2026 | Flixfilm
Netflix har netop opdateret deres globale top 10-liste over de mest sete serier på streamingtjenesten.
Her indtager anden sæson af ‘Kastanjemanden: Tælle til en, tælle til to’ en femteplads over de mest sete ikke-engelsksprogede serier på Netflix med 2,6 millioner views.
Serien er samtidig på top 10-listen i mere end 28 lande, og udover at ligge nummer ét i Danmark topper den også hitlisten i Norge, Sverige og Tjekkiet.
Artiklen fortsætter under annoncen
Mere overraskende er det dog, at første sæson fra 2021 også har fundet vej tilbage til hitlisten med næsten 1,5 millioner views.
Det tyder på, at mange fans har genbesøgt første sæson op til premieren på de nye afsnit – eller at nye seere først nu har kastet sig over den danske krimiserie.
Tallene gælder for uge 19, altså perioden fra 4.-10. maj.
I ‘Kastanjemanden: Tælle til en, tælle til to’ genforenes vi med efterforskerne Mark Hess og Naia Thulin, som denne gang står over for en ny og uhyggelig sag.
Historien tager fart, da en 41-årig kvinde meldes savnet. Efterforskningen afslører hurtigt, at hun i længere tid har været overvåget af en gerningsmand, der har sendt hende både billeder, videoer og en tilsyneladende uskyldig børneremse.
Artiklen fortsætter under annoncen
Hovedrollerne spilles igen af Danica Curcic og Mikkel Boe Følsgaard, mens også Sofie Gråbøl og Katinka Lærke Petersen medvirker.
Kommer der en sæson 3 af ‘Kastanjemanden’?
Det er endnu ikke blevet annonceret, om ‘Kastanjemanden’ vender tilbage med en tredje sæson, men seriens store succes har uden tvivl sat gang i overvejelserne hos holdet bag.
Det er dog formentlig Søren Sveistrup, som i sidste ende skal overtales, hvis serien skal fortsætte. Med de aktuelle seertal virker det dog svært at forestille sig, at Netflix ikke ønsker flere afsnit.
Kom bag kameraet på ‘Kastanjemanden: Tælle til en, tælle til to’
Streamingtjenesten har for nylig også frigivet en ny video, som viser bag kulisserne på serien. Klippet tager udgangspunkt i den store afslutningsscene, som foregår i en mose. Se klippet nederst i artiklen.
Her afsløres det blandt andet, at skuespillerne slet ikke befandt sig i en rigtig mose under optagelserne. Scenen blev i stedet filmet i et moderne studie hos Nordisk Film med brug af en gigantisk LED-skærm.
Se ‘Kastanjemanden‘ på Netflix Danmark.























