Krimiserien ‘Hunters’ med Al Pacino kan nu streames på Netflix
03/12/2025 | Flixfilm
Netflix har haft en overraskelse i ærmet, da streamingtjenesten netop har haft premiere på den amerikanske thrillerserie ’Hunters’, som har filmstjernen Al Pacino i hovedrollen.
Det er alle 18 episoder fordelt over 2 sæsoner, som nu kan streames på Netflix.
Den nervepirrende ‘Hunters’, som har den danske titel ’Jægere’, dykker dybt ned i både konspiration, traumer og moralske gråzoner, mens den følger en hemmelig gruppe selvbestaltede nazi-jægere, der forsøger at afsløre og stoppe tidligere nazister, som i al hemmelighed lever i USA og planlægger et nyt regimes fremmarch.
Artiklen fortsætter under annoncen
Serien åbner med unge Jonah Heidelbaum, der lever et stille liv med sin bedstemor Ruth. Da hun bliver myrdet under mystiske omstændigheder, opdager Jonah, at hun i årevis har skjult et farligt dobbeltliv. Ruth var nemlig en del af en hemmelig gruppe, der jagtede nazister, som efter Anden Verdenskrig var flygtet til USA.
Gruppen, ledet af den karismatiske Meyer Offerman (Al Pacino), afslører en omfattende konspiration, hvor tidligere nazister lever under nye identiteter og arbejder på at skabe et “Fjerde Rige”.
‘Hunters’ skifter mellem 70’ernes New York og flashbacks fra koncentrationslejrene, som giver indblik i karakterernes traumer og motivationer.
Samtidig følger FBI-agent Millie Morris sporene af de brutale mord på nazister og kommer gradvist tættere på gruppens aktiviteter.
Se en trailer til serien nederst i artiklen.
Artiklen fortsætter under annoncen
Serien er skabt af David Weil (‘Citadel’) og Jordan Peele (‘Get Out’). Foruden Al Pacino medvirker blandt andre Logan Lerman (‘Fury’), Jerrika Hinton (‘Grey’s Anatomy’) og Josh Radnor (‘How I Met Your Mother’).
Hunters er oprindeligt produceret af Amazon Prime Video, hvor den fortsat kan streames, men den er nu for første gang også blevet tilgængelig på Netflix Danmark.
Se ‘Hunters’ på Netflix Danmark.























