‘Legenden’ blandt de mest sete serier på Netflix
21/01/2026 | Flixfilm
Den danske krimiserie ‘Legenden’ er en af de mest populære serier på Netflix.
Faktisk er den serien på en 36. plads blandt de meste sete serier på Netflix over hele verden.
En 36. plads lyder måske ikke umiddelbart overvældende, men når man tager i betragtning, at der findes mere end 7.700 serier på Netflix, er det en markant præstation.
Artiklen fortsætter under annoncen
Seriens første sæson er blevet streamet mere end 23 millioner gange i perioden fra juli til december 2025, oplyser streamingtjenesten.
‘Legenden’ klarede sig endda bedre end flere store amerikanske produktioner, herunder tredje sæson af det politiske drama ‘The Diplomat’, skabt af Debora Cahn, der tidligere har stået bag succeser som ‘Homeland’ og ‘The West Wing’, samt sæson 2 af den episke fantasyserie ‘The Sandman’ med blandt andre Tom Sturridge, Boyd Holbrook, Patton Oswalt og Stephen Fry på rollelisten.
Begge serier havde desuden premiere flere uger før ‘Legenden’ og har dermed haft længere tid til at opbygge seertal.
Succesen kommer dog ikke som den store overraskelse. Allerede kort efter premieren den 27. oktober 2025 stod det klart, at serien var blevet et internationalt hit, da den i løbet af den første uge blev set mere end 11,3 millioner gange.
Den intense danske thrillerserie følger efterretningsagenten Tea, der går undercover for at infiltrere et voldeligt kriminelt netværk, som myndighederne længe har haft svært ved at få adgang til.
Artiklen fortsætter under annoncen
For at vinde netværkets tillid får Tea en ny identitet og forsøger at komme tæt på forbryderlederen Mirans kæreste, Ashley. Men jo mere hun lærer Ashley at kende, og ser hvordan hun er fanget i Mirans farlige og kontrollerende univers, desto mere begynder Tea at sætte spørgsmålstegn ved både sin mission og sin egen loyalitet.
‘Legenden’ består af seks episoder og har Clara Dessau (‘Skruk’), Maria Cordsen (‘Sygeplejeskolen’) og Nicolas Bro (‘Retfærdighedens ryttere’) i hovedrollerne.
Se ‘Legenden’ på Netflix Danmark.
























