‘Mango’: Alt vi ved om det nye danske romantiske drama fra Netflix
23/09/2025 | Flixfilm
Om få måneder har Netflix premiere på det nye danske kærlighedsdrama ‘Mango’ med bl.a. Josephine Park (‘Skruk‘), Dar Salim (‘Kærlighed for voksne‘) og Josephine Højbjerg (‘Tinka og kongespillet’) i hovedrollerne.
Filmen handler om en hotelmanager, der får tilbudt en stor chance af sin chef, mens at kærligheden pludseligt blomstrer.
Nederst i artiklen kan du se klip fra det kommende romantiske drama.
Artiklen fortsætter under annoncen
Filmdramaet følger Lærke, der arbejder som hotelmanager og får sit livs chance, da hendes chef sender hende til Málaga i Spanien for at bygge et nyt luksushotel. Hotellet skal ligge på en mangoplantage, men jorden ejes af Alex, en tidligere advokat, som nægter at sælge på grund af en svær oplevelse i sin fortid.
Lærke tager sin datter Agnes med på turen. Agnes tror, at hun skal på ferie med sin mor, men i stedet bliver det hurtigt klart, at arbejdet fylder det hele. Midt i det hele begynder Lærke og Alex at få følelser for hinanden, og de står begge overfor svære valg, der kan få betydning for deres job, deres familie – og deres kærlighed.
I klippet ser man mor (Park) og datter (Højbjerg) sidde i bilen og snakke om, at de skal bo i en spansk finca. Moren forklarer afslappet, at stedet ejes af en dansker, som hendes veninde Joan har fået lov at låne det af. Hun tilføjer dog uden filter, at Joan og ejeren sandsynligvis har “bollet”.
Det udvikler sig til en pinlig situation som viser kontrasten mellem en mor, der er lidt for direkte, og en datter, der synes, det er grænseoverskridende og ulækkert.
Foruden de allerede tidligere nævnte skuespillere så medvirker også Paprika Steen (‘Den Eneste Ene’), Anders W. Berthelsen (‘Bamse’), Sebastian Jessen (‘Toscana’), Lise Baastrup (‘Rita’), samt kokken og influencer Jacob Jørgsholm.
Artiklen fortsætter under annoncen
Kærlighedsdramaet er instrueret af Mehdi Avaz (‘Toscana‘, ‘A Beautiful Life‘) mens at manuskriptet er af Milad Schwartz Avaz, som tidligere har lavet ‘Bedre tider’ og den populære TV2-serie ‘Alfa’.
Der er endnu ikke fastsat en premieredato på ‘Mango’, men da streamingtjenesten tidligere har bekræftet den kommer til efteråret 2025, må offentliggørelsen af den konkrete dato næppe være langt væk.























