‘Mindhunter’ vender måske tilbage som film på Netflix
19/06/2025 | FlixfilmI 2020 satte David Fincher den populære og anmelderroste Netflix-serie ‘Mindhunter’ på pause efter to sæsoner.
Det var til stor ærgrelse for mange af seriens fans, som havde set frem til en tredje sæson af thrillerserien, der følger de to FBI-agenter Holden Ford og Bill Tench på en ildevarslende og dybdeborende odyssé for at afdække brutale sandheder blandt nogle af de farligste seriemordere og voldtægtsforbrydere.
Men nu kan Holt McCallany, der spillede Bill Tench, afsløre, at ‘Mindhunter’ muligvis vender tilbage – denne gang som film!
Artiklen fortsætter under annoncen
Skuespilleren udtaler nemlig til CBR, at han for nylig har talt med David Fincher (‘Gone Girl’, ‘Zodiac’, ‘House of Cards’) om muligheden for, at ‘Mindhunter’ kunne genopstå som en filmtrilogi.
– “Jeg mødtes med David Fincher på hans kontor for nogle måneder siden, og han sagde, at der måske er en chance for, at det vender tilbage som tre film, der hver varer to timer,” fortæller McCallany i interviewet og tilføjer: “Jeg ved, at der er forfattere i gang med manuskripterne, men David skal være tilfreds med dem, før det sker.”
Holt McCallany er netop nu aktuel i Netflix-serien ‘The Waterfront‘, som netop har haft premiere.
Skuespilleren nævner til sidst, at hvorvidt ‘Mindhunter’ vender tilbage, afhænger af, om David Fincher virkelig har tid og lyst – og om han er tilfreds med materialet.
Det sidste er værd at bide mærke i, da det netop var årsagen til, at den nervepirrende krimiserie blev lagt i graven for fem år siden.
Artiklen fortsætter under annoncen
Dengang udtalte Fincher, at ‘Mindhunter’ var en stor mundfuld for ham som instruktør:
“Da vi begyndte at kigge på manuskripter for sæson to, brød jeg mig ikke om nogen af dem. Vi smed det hele ud og startede forfra. Det er en 90-timers arbejdsuge. Det optager hele dit liv. Da jeg var færdig, var jeg meget udmattet,” fortalte David Fincher.
Netflix har endnu ikke kommenteret udtalelserne, men mon ikke streamingtjenesten står klar med den store pengepung, hvis planerne om filmtrilogien skrider frem – til trods for, at det senere kom frem, at det var en meget dyr serie med et begrænset publikum. Selvom serien er meget populær, har den aldrig været blandt de mest sete på Netflix.
Den morderiske krimiserie er baseret på ‘Mind Hunter: Inside the FBI’s Elite Serial Crime Unit’ af John Douglas og Mark Olshanker. Forfatteren Douglas arbejdede i mange år hos FBI, hvor han jagtede nogle af de mest berygtede og kendte seriemordere og voldtægtsforbrydere ved at udvikle personlighedsprofiler for at kunne fange dem.
Se ‘Mindhunter‘ på Netflix Danmark.
Relaterede nyheder