Netflix laver juleversion af ‘Groundhog Day’ – Se trailer til ‘In A Holidaze’
28/10/2026 | Flixfilm
Netflix er klar med en ny romantisk julefilm, hvor julen tilsyneladende aldrig slutter.
I ‘In A Holidaze’ spiller Maddie Ziegler en ung kvinde, der bliver fanget i en tidsløkke og må gennemleve den samme jul igen og igen, indtil hun finder ud af, hvad der virkelig gør hende lykkelig. Tænk ‘Groundhog Day’ med Bill Murray – bare med sne og julegaver!
Netflix har netop offentliggjort traileren til filmen, der får premiere på streamingtjenesten den 2. december. Se den nederst i artiklen.
Artiklen fortsætter under annoncen
Maddie Ziegler spiller Mae, der befinder sig i en svær periode af sit liv efter sine forældres skilsmisse. Hvert år fejrer hun jul i en hyggelig familiehytte sammen med sin familie og en tæt gruppe venner, men denne gang truer et salg med at sætte en stopper for traditionen.
Samtidig går det helt galt på kærlighedsfronten. Mae har i et år ventet på at fortælle Andrew, spillet af Graham Phillips, hvordan hun virkelig føler for ham. Men i stedet ender hun med at kysse hans bror Theo, der spilles af Elias Kacavas, og føler, at hun har ødelagt julen.
Efter en ulykke bliver Mae fanget i en tidsløkke, hvor hun må opleve den samme jul igen og igen. For at slippe fri skal hun ikke blot finde en vej ud af den endeløse julegentagelse, men også finde ud af, hvad hun egentlig ønsker sig af livet.
‘In A Holidaze’ er baseret på romanen af samme navn af Christina Lauren, der er fælles pseudonym for forfatterne Christina Hobbs og Lauren Billings. Filmen markerer første gang, en af duoens bøger bliver filmatiseret.
Filmen er skrevet og instrueret af Tiffany Paulsen, mens rollelisten også tæller Rob Lowe, Patton Oswalt, Jackie Sandler og Andrea Anders.
‘In A Holidaze’ får premiere på Netflix Danmark den 2. december 2026.























