Netflix laver serie om Malmøskytten Peter Mangs
29/06/2026 | Flixfilm
Netflix arbejder på en ny svensk dramaserie om den berygtede Peter Mangs, også kendt som Malmøskytten.
Den kommende serie er baseret på religionshistorikeren Mattias Gardells bog og fortæller historien om den svenske seriemorder, som gennem flere år spredte frygt i Malmø med en række racistisk motiverede skyderier.
Serien vil ikke kun skildre Peter Mangs, men også politiets omfattende efterforskning, ofrene og de konsekvenser, sagen fik for byen, der levede i frygt i næsten syv år.
Artiklen fortsætter under annoncen
Manuskriptet skrives af Wilhelm Behrman og Niklas Rockström, der tidligere har stået bag de anmelderroste serier ‘Kalifat’ og ‘Den usandsynlige morder’.
Ifølge de to serieskabere er ambitionen at fortælle en menneskelig og tankevækkende historie om radikalisering, samfundets blinde vinkler og de mennesker, hvis liv blev forandret af skyderierne.
Serien instrueres af Måns Månsson (‘Estonia’), mens B-Reel Films står bag produktionen.
Peter Mangs blev anholdt i november 2010 efter en årrække med skyderier i Malmø. I 2013 blev han idømt livsvarigt fængsel for to drab og en række drabsforsøg. Langt de fleste af ofrene havde indvandrerbaggrund, og domstolene fastslog, at der lå et racistisk motiv bag flere af forbrydelserne.
Netflix har endnu ikke offentliggjort seriens titel, rolleliste eller premieredato.























