Netflix viser VM i fodbold 2030 – men ikke i Danmark
13/10/2026 | Flixfilm
Netflix-serien ‘LALIGA: All Access’.
Netflix har sikret sig de eksklusive rettigheder til VM i fodbold 2030 i Spanien og Andorra.
Det betyder, at streamingtjenesten vil vise samtlige 104 kampe fra verdens største fodboldturnering direkte til seerne i de to lande.
Det oplyser Netflix i en pressemeddelelse.
VM i fodbold kan altså ikke ses på Netflix i Danmark i denne omgang. Der er dog ingen tvivl om, at streamingtjenesten har taget endnu et stort skridt ind på sportsområdet, hvor den i stigende grad satser på at vise store begivenheder direkte.
Artiklen fortsætter under annoncen
Det er derfor ikke utænkeligt, at danske abonnenter i fremtiden også kan få adgang til nogle af de helt store sportsbegivenheder eksklusivt på Netflix.
VM i 2030 bliver en særlig udgave af turneringen, da det markerer 100-året for det første verdensmesterskab, som blev afholdt i Uruguay i 1930.
Spanien bliver sammen med Portugal og Marokko værtsland for størstedelen af slutrunden, mens enkelte jubilæumskampe også skal spilles i Argentina, Paraguay og Uruguay.
Netflix planlægger at sende alle kampene direkte og vil desuden tilbyde optaktsprogrammer, underholdning i pauserne og analyser efter kampene. På kampdage kommer der også et dagligt program med højdepunkter og opsamling på dagens fodbold.
Det er dog ikke kun på Netflix, at kampene kan ses. Aftalen indebærer nemlig også, at alle Spaniens kampe samt begge semifinaler og finalen skal vises på en landsdækkende, gratis tv-kanal.
Aftalen gælder som nævnt kun Spanien og Andorra, og det er endnu ikke offentliggjort, hvor VM i fodbold 2030 kan ses i Danmark. Hvem ved – måske ender Netflix alligevel med at sikre sig de danske rettigheder til verdensmesterskabet. Indtil videre må de danske fodboldfans dog væbne sig med tålmodighed.
























