Norske ‘Lægevagten’ får premieredato på Netflix
08/10/2026 | Flixfilm
Tidligere på året annoncerede Netflix det nye norske hospitalsdrama ‘Lægevagten’.
Nu har streamingtjenesten offentliggjort premieredatoen og en række nye billeder fra serien.
‘Lægevagten’ får premiere på Netflix den 26. november.
Artiklen fortsætter under annoncen
Den norske serie, der internationalt har fået titlen ‘Always on Call’, følger den talentfulde, men utålmodige kirurg Sofia, spillet af Sara Khorami, der bliver sendt til en travl akutmodtagelse for at redde sin egen karriere.
Her møder hun en hverdag præget af personalemangel, tidspres og en konstant strøm af patienter. Men det er ikke kun de medicinske nødsituationer, der kommer til at fylde.
Netflix beskriver nemlig serien som mere kærligheds- og arbejdspladsdrama end en traditionel hospitalsserie. Forholdet mellem lægerne og sygeplejerskerne bliver dermed mindst lige så vigtigt som patienterne og behandlingerne.
Ifølge producer Esben Bundgaard-Jørgensen Selvig kommer serien på et tidspunkt, hvor hospitalsdramaet igen oplever stor popularitet.
– “Hospitalsserier oplever virkelig en renæssance lige nu. Kombinationen af situationer på liv og død og intense personlige relationer rammer noget hos seerne,” siger han.
Artiklen fortsætter under annoncen
Han fremhæver samtidig, at ‘Lægevagten’ skal handle om de mennesker, der møder patienterne på frontlinjen, og fungere som en hyldest til det sundhedspersonale, der står klar døgnet rundt, uanset hvem der kommer ind ad døren.
Serien er desuden optaget på Oslos tidligere skadestue, hvilket skal være med til at give hospitalsmiljøet et autentisk udtryk.
Sara Khorami får blandt andre selskab af Thorbjørn Harr, Jan Gunnar Røise, Silje Storstein, Alfred Ekker Strande, Oddgeir Thune og Nader Khademi.
Se ‘Lægevagten’ på Netflix Danmark fra den 26. november.




























